torsdag den 9. august 2012

Kugler og Rabarber


Denne gang prøver vi med en dessert, og lige præcis denne ret var jeg faktisk ret glad for. Vi har her en rabarber-panacotta i bunden med topping af kugler med marcipan og chokolade ganache. En lækker dish med sjove faconer, som helt sikkert ville kunne imponere gæster en lørdag aften! Her er hvad du skal bruge.

Min opskrift
Rabarber-Pannecotta:

  • 5-6 pæne rabarberstilke.
  • 2,5 dl piskefløde.
  • 2,5 dl kaffefløde.
  • 75 gr sukker til massen + ekstra sukker til lagen.
  • 4 blade husblas.
  • 1 vaniliestang.
  • vand.
Bring fløde, sukker(75gr), vanilie i kog på svag varme, og lad det passe sig selv lidt. Husk at røre efter et par minutter. Rengør rabarberen godt, og hak den i fine stykker. Kom dem i en gryde, og hæld vand ved til de kun lige er dækket. Tilsæt sukker efter behov, og her skal det siges, at jeg ikke er bange for en skvæt for meget;)
Rabarber-lagen skal koge i lang tid, og de skal være meget smattede, før de er parate. Stavblend massen og hæld den igennem en sigte. På den måde slipper du for irriterende tråde mellem tænderne, når den skal spises.
Når lagen er klar skulle du gerne have en mild rød tyk masse, som du hælder med små portioner ad gangen over i flødemassen. Det er meget vigtigt, at der bliver rørt godt med piskeris imens. Det er en god idé, at forestille sig en lille legering,  selvom det ikke er. Princippet er lidt det samme.
Husk at husblas skal stå i blød i koldt vand i 7-10 minutter inden den bruges. Smid husblassen i, og rør godt. nu giver du den et lille tur gennem sigten igen, og massen er klar til at blive hældt i skåle. Stil på køl til den sætter sig.

Chokolade Kugler:
  • 125 gr kraftig mørk chokolade (70%).
  • 1 dl piskefløde.
  • 30 gr smør.
  • Kakaopulver til drys.
Til disse kugler skal der bruges et vandbad. Det laves ved en gryde med vand sættes i kog, stille og roligt, og oven på sættes en metalskål. Hak nu chokoladen i fine stykker, og smid dem i vandbadet sammen med fløden og smøret. Rør det godt sammen mens det smelter.
Når massen er klar skulle den gerne være tyknet og cremet. Bemærk om chokoladeranderne i kanten af skålen ser lidt grynet ud. Er dette tilfældet skal du starte forfra, da massen er skilt. Undgå vand og andre væske i massen! 
Hæld den færdige masse i en plasticbakke og sæt den på køl. Rul kuglerne i hænderne, og vend dem i kakaopulver.

Marcipan Kugler:
  • 100 gr marcipan
  • 3/4 dl Amaretto (italiensk mandellikør)
  • 100 gr pistacienødder - gerne saltet.
Marcipankuglerne er virkelige nemme, og med en lille smule likør, bliver marcipanen lidt mere spændende. 
Kom marcipan og likør i en rørekedel, og ælt det godt sammen til likøren er optaget. Hak pistacienødderne i en blender, og kom noget støvet med i kedlen. Rul kuglerne med det samme, og vend dem først i likør igen og dernæst pistacien.

Anret kugler oven på pannecottaen og pynt af med enten spæd dild, kørvel eller citronmelisse.

Dejlig dessert som er rigtig lækker en varm sommeraften!

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar